Jeg har igennem 10 år dyrket min hobby, som “urban explorer”. Hobby’en går ud på, at udforske forladte, skjulte samt steder, der er utilgængelige for offentligheden. Året 2019, har for mig, været det vildeste år, jeg nogensinde har oplevet. Jeg blev gift, jeg blev far for første gang og jeg fik oplevet det mest ultimative sted, man som urbexer kan tænke sig til.
Dette spot fangede allerede min interesse, i marts måned 2018, under et foredrag, hvor Jan Elhøj og medstifteren af Wanderum, Morten Kirckhoff, fortalte om deres rejser rundt omkring i verden, hvor de udforsker forladte steder. De fortalte bla. om et helt specielt sted. Langt ude i den Kasakhstanske ørken lå resterne af et opgivet og forladt rumprogram fra Sovjetunionens tid, nemlig projekt Buran.
I en forladt hangar, står to enorme rumfærger, som næsten er tro kopier af de amerikanske rumfærger Challenger, fra den tid. 1000 meter derfra i en bygning med en højde på godt 100 meter, står en mockup af løfteraketten til rumfærgen. Det er et helt igennem unikt syn, som Jan og Morten har haft. Under foredraget tænkte jeg: “Det der, det skal jeg opleve!”
Jeg gik igang med research og undersøgte hvad mulighederne var, for at få denne oplevelse ind under egen hud. Det krævede mange måneders træning, da vandring på over 17 km, igennem ørkenen med godt 36 kg på ryggen, var et krav, for at nå derud. Stedet omkring, er nemlig stadig aktivt, da der stadig foretages rumopsendelser derfra. Så man kan ikke bare køre derud i en bil.
Hele området er nemlig overvåget af russisk militær, da det er Rusland, som lejer området af Kasakhstan. Det betyder altså, at man skal snige sig rundt på området, for at komme helt ind til de forladte rumfærger. Jeg gik igang med at træne op til turen og tænkte undevejs i forløbet, at hvis dette lykkedes, skulle det bevises på en eller anden måde over for både Jan og Morten. Derfor gik jeg ind og bestilte en flaske Wanderum Llareno Edition 18’, denne ville nemlig give mig mulighed for, at bevise at jeg havde været der, hvis alt gik efter planen.
Maj 2019 lykkedes det mig at få oplevelsen helt ind under min egen hud. Det var noget af det fedest jeg havde oplevet på daværende tidspunkt. At opleve de to store rumfærger samt den store løfterakket, uden at blive opdaget af russisk militær, på de 52 timer jeg opholdt mig i området, var noget af en opgave. Det var ved at gå galt et par gange, men det lykkedes, trods den voldsomme aktivitet i området.
Under hele turen blev der skålet i Wanderum, jeg var nemlig afsted med en franskmand og to amerikanere. Ud over indtagelsen af de gode dråber, fik jeg taget lidt billeder af rommen, disse skulle jo bruges, for at bevise at missionen var vellykket. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem fra turen, var at printe et par billeder ud jeg tog af rommen.
Jeg fandt Mortens adresse og kørte ud til ham, for at overrække “bevismaterialerne”. Tilfældigt fangede jeg ham og hans familie, på vej ud af døren, på vej i sommerhus.
“Hey Morten!”
Han så noget forundret ud.
“Jeg har noget til dig.”
Dét, var en af de fedeste øjeblikke jeg har haft, jeg vandt nemlig Mortens respekt, blot med et billede af hans rom, foran en forladt rumfærge samt et billede af hans rom foran den enorme løfterakket.
Vi vidste nemlig hvad vi begge havde været igennem, på hver vores rejser til stedet.
Næste tur, går til Japan. Til et helt igennem unikt sted. Turen skulle allerede have været startet i maj 2020, men grundet covid-19 blev den aflyst. Turen her skulle jeg have haft en flaske Wanderum Captains Edition med, da den passer helt perfekt til turens forløb, denne tur kræver nemlig 5 kilometers paddling på åbent hav.
Vi får se, om i kommer til at høre mere om denne tur i fremtiden, indtil da, vil jeg nyde et glas Wanderum Captains Edition og drømme mig tilbage til minderne fra Kasakhstan.
Nåå ja, forresten. Hvis nogen ønsker at gøre turen til Buran projektet om, så hiv lige fat i mig, jeg har nemlig gemt en halv flaske Wanderum et hemmeligt sted i rakketsiloen.
Varme tanker Nick Wander
